Er din Apple Macbook Pro blandt de tilbagekaldte pga. brandfare?
I juni måned begyndte Apple at tilbagekalde deres Apple Macbook Pro 15″ da batteriet kunne overophede og laptoppen derved kunne brænde. I sidste uge fik denne sag endnu en vinkel idet flere amerikanske flyselskaber nu forbyder at disse enheder må medbringes ombord.
Det er en historie, der minder meget om den episode for nogle år siden, hvor det var Samsungs Note 7, der overophedede og blev forbudt bla. af flyselskaber over hele verdenen.
Reuters meldte ud i går (d. 14. august) at den amerikanske luftfartsmyndighed U.S. Federal Aviation Administration (FAA) ikke vil tillade disse enheder at blive medtaget på et fly. Mon ikke dette forbud snart spreder sig til andre lande, som vi så med Samsung-sagen.
Skal du til møde, konference eller ferie i USA, så er dette vigtigt at have undersøgt inden du står i lufthavnen og ikke ved hvad du skal gøre af din Macbook, som du pludselig ikke må tage med fx. indenrigs.
Hvis du har været bekymret, så læs her:
Apple har som sagt valgt tilbage i juni måned ’19 at tilbagekalde disse enheder, som blev solgt i perioden September 2015 og frem til Februar 2017.
Det er dog ikke alle Macbook Pro 15″ enheder, der bliver tilbagekaldt. Apple har oprettet en hjemmeside, hvor du kan indtaste din enheds serienummer, for her at se om den er blandt de tilbagekaldte.
Klik på billedet her over og du vil komme til den side, hvor du kan se hvordan du skal forholde dig, hvis din enhed er blandt de tilbagekaldte.
Computerworld oplyser at du skal være opmærksom på at du skal undvære din MacBook i op til 14 dage.
Pas på dine data
en ting er at miste din macbook, men måske mere vigtigt at man risikerer at miste sine data på denne enhed. Jeg kan derfor ikke understrege det nok: sørg for at få sikret dine data!
Enten i form af den klassiske backup på en harddisk eller NAS. Eller ved at benytte cloud services, som fx. Dropbox, OneDrive eller lign. En god ven fik smadret sin laptop ved at en studiekammerat spildte varm caffe latté ud over enheden. Den stod ikke til at redde. Denne ven havde alle sine dokumenter og billeder i en Dropbox, alle noter på Evernote og mails, kontakter, mv på Gmail. Skaden var derfor begrænset til hardware.
Tænk det samme om din smartphone. Hvad ville der ske, hvis den brændte eller blev stjålet. Ville du så miste alle dine telefonnumre, sms’er, billeder, mv. Har du disse data enten i en fx. iCloud backup eller andet sted ?