Måske skal vi begynde at passe lidt bedre på vores ansigt
Jeg har besluttet mig for at ændre en lille ting.
Fremover vil jeg nogle steder bruge en avatar i stedet for et fotografi af mig selv som profilbillede.
Det er ikke fordi, jeg pludselig ønsker at være anonym. Jeg har aldrig haft problemer med at vise, hvem jeg er. I mange år har jeg brugt mit eget fotografi på LinkedIn, på min blog, i artikler og mange andre steder på nettet.
Men jeg er begyndt at tænke over, hvor mange billeder af mit ansigt der egentlig findes derude.
Og endnu vigtigere: Hvem har dem?
For et ansigt er ikke længere bare et ansigt. Det er blevet en digital identifikator.
Det er egentlig en lidt mærkelig udvikling. Vi har lært at beskytte vores CPR-nummer, vores adgangskoder og vores betalingsoplysninger. Men samtidig har vi uden de store betænkeligheder lagt hundredvis af billeder af os selv ud på internettet.
Og modsat et klassisk password kan vi ikke bare ændre vores ansigt. (tilbage i 2019 skrev jeg dette forbehold for at bruge biometri)
Det blev særligt tydeligt for mig, da jeg tænkte tilbage på Clearview AI.
Clearview AI skandalen
For nogle år siden kom det frem, hvordan den amerikanske virksomhed havde opbygget en enorm database ved systematisk at hente billeder fra internettet. Billeder fra blandt andet sociale medier og andre offentligt tilgængelige websites blev samlet og gjort søgbare gennem virksomhedens ansigtsgenkendelsesteknologi.
På det tidspunkt omfattede databasen mere end tre milliarder billeder! Teknologien gjorde det muligt for blandt andet politimyndigheder at tage et fotografi af en ukendt person og søge efter lignende ansigter i databasen. De canadiske databeskyttelsesmyndigheder beskrev praksissen som noget, der kunne medføre betydelig skade på mennesker, hvoraf langt de fleste aldrig havde været mistænkt for en forbrydelse. (Læs om sagen her på Wikipedia).
Det er i sig selv tankevækkende.
Et billede, som jeg selv har lagt på internettet for at fortælle, hvem jeg er, kan altså ende i en helt anden database og få en funktion, jeg aldrig havde forestillet mig.
Men det bliver endnu mere interessant, når teknologien tager fejl.
Ansigtsgenkendelse bør naturligvis ikke betragtes som et sikkert bevis på, hvem en person er. Det burde være et efterforskningsspor, som skal kontrolleres og understøttes af andre oplysninger.
Virkeligheden har desværre vist, at det ikke altid sker.
Et af de mest kendte eksempler er Randal Quran Reid, som i 2022 blev arresteret i Georgia på baggrund af en fejlagtig ansigtsidentifikation. Han var mistænkt for en forbrydelse i Louisiana, en stat han aldrig havde været i, og han tilbragte næsten en uge i fængsel. Du kan læse artikel her i The New York Times.
Og Reid er ikke et isoleret tilfælde. ACLU har dokumenteret mindst 14 kendte sager i USA, hvor mennesker er blevet uretmæssigt arresteret efter politiets brug af ansigtsgenkendelsesteknologi. I de kendte tilfælde har mange af de ramte været sorte.
Det er efter min mening en vigtig del af diskussionen.
Problemet er ikke kun, at nogen kan finde et billede af mig. Problemet er, at mit ansigt kan blive brugt som en nøgle til min identitet. Og hvis systemet tager fejl, kan konsekvenserne ramme den forkerte person. Det er en helt anden type risiko.
ClarityCheck hacket forleden:
I august 2026 kom der endnu en historie frem i mediet TechRadar, som fik mig til at tænke over problemstillingen fra en anden vinkel.
En sikkerhedsforsker fandt en database tilhørende ClarityCheck, en tjeneste til blandt andet reverse image search og identifikation af mennesker. Databasen var ikke tilstrækkeligt beskyttet og indeholdt mere end ni millioner billedfiler. Billederne omfattede blandt andet profilbilleder og fotografier af voksne, teenagere og børn.
Ni millioner billeder! Det tal er næsten svært at forholde sig til og det er kun denne virksomhed og deres database. Tænk på hvad Facebook og Instagram ligger inde med af billeder.
Og det rejser et interessant spørgsmål: Hvad betyder et datalæk egentlig, når det ikke handler om passwords eller kreditkortnumre, men om millioner af ansigter?
For en hacker er et billede ikke nødvendigvis bare et billede.
Med moderne AI kan billeder analyseres, sorteres og sammenholdes i en skala, som mennesker aldrig ville kunne håndtere manuelt. Ansigter kan grupperes efter person, alder og andre visuelle karakteristika. Billeder kan sammenholdes med andre billeder på internettet. Man kan forsøge at koble et ansigt til en identitet, en arbejdsplads, en social profil eller andre oplysninger.
Og jo flere billeder man har af det samme menneske, desto større mulighed er der for at opbygge et detaljeret digitalt billede af personen.
Det kan også gøre andre former for svindel mere overbevisende.
På Youtube kan du finde mange videoer, der viser hvordan en hacker vil kunne bruge dine billeder til at finde informationer frem om dig.
Et fotografi kan eksempelvis bruges som råmateriale til at skabe syntetiske billeder eller videoer. AI gør det lettere at ændre billeder, skabe realistiske variationer og producere materiale, som kan anvendes til social engineering eller identitetssvindel.
Det betyder ikke, at nogen nødvendigvis har misbrugt ClarityCheck-billederne. Så vidt det er kendt, findes der ingen dokumentation for, at billederne er blevet misbrugt efter eksponeringen.
Men det er netop det potentielle misbrug, der gør sagen interessant.
For når først ni millioner ansigtsbilleder ligger frit tilgængelige, er spørgsmålet ikke længere kun, hvad virksomheden selv havde tænkt sig at bruge dem til.
Spørgsmålet er også: Hvad kan andre gøre med dem?
Det er måske den vigtigste forskel mellem almindelige personoplysninger og vores ansigt. Et lækket password kan ændres. Et lækket kreditkort kan spærres. En lækket e-mailadresse kan erstattes. Men hvis et højopløseligt fotografi af mit ansigt bliver kopieret og indgår i forskellige datasæt, kan jeg ikke bare få et nyt ansigt.
Måske er det derfor, vi bør begynde at tænke lidt anderledes om de billeder, vi lægger på nettet.
Jeg siger ikke, at vi skal holde op med at vise os selv.
Jeg har selv tænkt mig fortsat at bruge fotografier af mig selv i nogle sammenhænge. Hvis jeg skriver en artikel, holder et foredrag eller deltager i en konference, er det helt naturligt, at folk kan se, hvem jeg er.
Men jeg behøver måske ikke bruge mit faktiske ansigt, som profilbillede alle steder……Behøver du ?
Meget af vores online tilstedeværelse foregår i dag på sociale medier. Og det er måske netop dér, det giver mest mening at overveje, om et fotografi er nødvendigt.
På platforme som Facebook, Instagram og LinkedIn kan der være gode grunde til at bruge et rigtigt billede af sig selv. Formålet er ofte at skabe kontakt med mennesker, man kender eller arbejder sammen med.
Men der findes også mange andre steder, hvor et fotografi måske ikke tilfører ret meget værdi. Diskussioner på X, Reddit, Mastodon, forskellige fora, kommentarfelter, hobbyfællesskaber eller andre sociale platforme fungerer ofte fint uden, at ens ansigt er synligt.
I de tilfælde kan en avatar være et ganske fornuftigt alternativ. Man er stadig den samme person. Man deltager stadig i debatten. Man står stadig ved sine holdninger.
Man vælger blot ikke nødvendigvis at bidrage med endnu et højopløseligt billede af sit ansigt til internettets stadigt voksende samling af ansigtsdata.
Derfor har jeg fået lavet flere versioner af en avatar, som jeg fremover vil bruge på nogle af mine onlineprofiler. Det er egentlig en ganske lille ændring. Min kone synes at billede 1 og 2 faktisk gengiver mig ret godt.
Jeg ser dem, som en måde at reducere mit digitale fodaftryk på.
Jeg fjerner ikke de billeder, der allerede findes af mig på nettet. Det kan jeg heller ikke.
Jeg kan heller ikke forhindre andre i at fotografere mig eller offentliggøre billeder, hvor jeg optræder.
Men jeg kan vælge, hvor mange nye billeder af mig selv jeg fremover bidrager med.
Derfor kommer jeg nogle steder til at bruge en avatar. Ikke fordi jeg ønsker at gemme mig. Ikke fordi jeg har noget at skjule. Men fordi privatliv ikke nødvendigvis handler om at forsvinde. Det handler om at have et valg.
Vi har i mange år talt om digitale fodaftryk som de ord, vi skriver, de hjemmesider vi besøger og de oplysninger, vi deler. Måske er tiden kommet til at udvide den forståelse. For vores ansigt er også data. Måske endda nogle af de mest værdifulde data, vi ejer.
Vi kan skifte vores password….Vi kan få et nyt kreditkort….Vi kan ændre vores telefonnummer….Men vi kan ikke få et nyt ansigt.
Det er måske værd at tænke over, næste gang vi trykker på “Upload”.
