Burgerbarer tager foto af dig og gemmer informationerne.
Forleden kunne man læse om burgerbarer i USA, der begynder at tage billeder af deres kunder.
Billederne gemmes og næste gang kunden kommer ind i denne burgerbar, så vil ansigts genkendelse assistere kunden med hurtigt at bestille (det samme som sidst).
Dette er da et godt oplæg til en episode af Netflix serien “Black Mirror“.
Jeg får gåsehud og ticks. En masse spørgsmål rejser sig straks. Hvordan (mis-)bruges disse data? Hvem sælges informationerne til ?
Oversat til Danmark – lidt ude i fremtiden: Fremover når du går ind i StorMagasin XYZ, så er du allerede genkendt af kameraerne, der overvåger døren. StorMagasin XYZ kan nu indsamle data om din færden rundt i dette stor magasin. Hvor længe du er i sko afdelingen? Naturligvis sammenkøres disse data med dine indkøb og de personlige data, som du afgav, da du fik et StorMagasin XYZ kundekort.
Kameraet har også fanget, at du er sammen med din kone og sammenkører nu begges jeres data.
Nu sætter jeg det lidt på spidsen: Juletid og din kone har netop været inde på StorMagasin XYZs hjemmeside og set på noget undertøj, som hun ønsker sig. Næste dag haster du ind i StorMagasin XYZ og køber det. Et par dage efter vil du gerne købe noget undertøj til elskerinden, som bruger en helt anden størrelse. Efter jul bytter elskerinden selv samme undertøj og alle disse data kædes nu sammen omkring din profil.
Og hvad så hvis du, i forbindelse med at du/i fik et kundekort eller et login til deres webshop, overså de linier i StorMagasin XYZs betingelser, hvor i/du gav dem ret til at sælge disse oplysninger……
Kan en skilsmisse advokat abonnere på disse oplysninger.
Hvad med din arbejdsgiver eller kone?
Perspektiverne er skræmmende!
Jeg har ikke noget at skjule! Men jeg vil ikke overvåges!
Jeg vil have ret til at bestemme over mine personlige data! Men jeg er også klar over hvor meget disse data er værd for firmaer, analysebureauet, “Carnegie”, influenser, osv.
Ja jo vi har gudskelov haft nogle årvågne politikere i bl.a. EU, der med Persondataforordningen (forkortet GDPR) sikrer os vores private data, og håndteringen af disse.
Nu har jeg interesseret mig for overvågning lige siden jeg i folkeskolen for en menneskealder siden blev grebet af George Orwells roman “1984”. Jeg har set hvordan data stille og roligt sammenkøres igennem de sidste 30 år. Set hvordan teknologien udnytter os ved at forærer os services mod BigData indsamling. Se bare på værdien af firmaet Google eller Facebook. Du kan finde flere indlæg herpå denne blog, hvor jeg giver eksempler på dette.
Bruger du Endomondo, pulsur eller lign. når du dyrker motion? Måske skulle du genoverveje det!
Jeg vil have lov til at gå rundt i mit elskede København og shoppe. Købe mig en burger eller falafel. Købe en parfume til min kone og en anden til min datter. Jeg vil selv bestemme. Og derfor vil jeg også kunne fravælge de firmaer og butikker, der indsamler data på mig.
Jeg vil have en skiltning ude på døren til butikken, som fortæller mig at hvis jeg går ind i den burgerbar, så bliver mine data indsamlet, hvorved jeg kan vælge butikken fra!
Og nu vi er ved det, så vil jeg også finde de butikker, der ikke giver rabat til dem, der har afleveret alle deres personlige data for at få et kundekort, der giver dem en gave, når de har opsparet 3000 point. En butik, hvor jeg får god service og pris uden at jeg er blevet overvåget, data indsamlet og sammenkørt med alverdens BigData.
De store økonomiske interesser i at indsamle BigData. Virksomhederne skal nok finde en vej til at indsamle og sammenkøres disse data fremover. Og derfor bør vi have en mærkning på dørene indført!