Safe word i familien – Sådan beskytter I jer mod AI-svindel og stemmekloning

Forestil dig, at du får et opkald fra dit barn. Stemmen lyder panisk. Dit barn er i problemer. En fremmed stemme overtager og siger, de har kidnappet hende – og kræver penge. Men… det er ikke dit barn. Det er kunstig intelligens.

Det lyder som et Netflix-plot. Men det skete i virkeligheden i USA.

Den skræmmende sag fra Arizona

I 2023 modtog Jennifer DeStefano et opkald fra et ukendt nummer. Hendes 15-årige datter, Briana, var på skitur, og hun frygtede det værste. En grædende stemme sagde: “Mor, jeg har rodet mig ud i noget” – og en fremmed mand overtog opkaldet og krævede en løsesum. Det lød 100 % som hendes datter. Men det var en AI-klonet stemme, baseret på en video fra sociale medier – og datteren var helt tryg og i god behold.

Og det er ikke et enkeltstående tilfælde.

I Canada blev en mand narret til at overføre mere end 200.000 kr., fordi han troede, at hans nevø ringede fra politistationen og havde brug for kaution. Stemmen lød præcis som nevøens – og svindlerne havde endda fået adgang til rigtige oplysninger om familiens navne og relationer fra sociale medier.

Der er også rapporteret om en hændelse i Canada, hvor et ægtepar blev snydt for 21.000 dollars. I dette tilfælde brugte svindlerne en AI-genereret stemme til at udgive sig for at være parrets søn, der bad om penge til falske advokatomkostninger.

Danmarks Radio havde i februar måned en udsendelse, hvor en mor var blevet snydt til at sende en masse penge fordi hendes datter havde mistet sin iPhone.

Det her bliver kun værre

Ifølge en rapport fra McAfee fra 2023 viser undersøgelser, at 1 ud af 4 har oplevet forsøg på stemmekloningssvindel. Og det kræver kun få sekunder af din stemme – noget, mange allerede har liggende frit tilgængeligt på sociale medier. Udviklingen indenfor AI siden McAfees rapport har været eksplosiv og vi hører om flere og flere eksempler på at AI og social engineering gør det muligt for svindlere at spille på følelser, panik og kærlighed. Og det virker.

Teknologien, der tidligere krævede avanceret udstyr og programmering, er nu tilgængelig som en tjeneste på nettet – i nogle tilfælde gratis. Du uploader en lydfil, og få minutter senere kan du tale med din egen (eller andres) stemme.

Vi er ikke længere oppe imod klassisk phishing med dårligt stavede mails. Vi er oppe imod hyperrealistiske, emotionelle manipulationer, der angriber vores mest instinktive følelser: beskyt dine nærmeste.


Hvad er et safe word – og hvorfor skal din familie have et?

Et safe word er et hemmeligt kodeord, som kun familiemedlemmer (eller en udvalgt nær kreds) kender. Det kan bruges til hurtigt og effektivt at bekræfte identitet i pressede situationer – særligt hvis der er følelser og panik involveret. Tænk på det som en digital version af “adgang forbudt for uvedkommende”.

Det er et simpelt, men stærkt værktøj, som kan forhindre overreaktion og bedrag.

Sådan gør I i familien:

  1. Vælg et ord eller en sætning, der ikke er gættebart – drop kæledyr og fødselsdatoer.
  2. Del det kun med dem, der skal vide det – børn, forældre, søskende.
  3. Kun deles mundtligt – aldrig på tekst, e-mail eller sociale medier
  4. Øv jer i at bruge det, fx i situationer hvor nogen ringer og siger de er i problemer og skal bruge penge med det samme.
  5. Lav en regel om, at manglende brug af safe word = pause og kontrolspørgsmål.

Det handler ikke om paranoia. Det handler om digital sund fornuft.