Hvad betyder Open Source?
Begrebet Open Source dukker jævnligt op, men hvad betyder det? Begrebet nævnes i forbindelse med at kommuner ønsker at spare penge, at slippe for overvågning, mv. Når jeg selv bruger begrebet, så oplever jeg at mange stadigvæk godt lige vil vide hvad det betyder. Indlægget her har forskellige links til Open Source alternativer til gængse programmer.
Oversætter man ordene “Open Source” til dansk, så ville det betyde “åben kode”. Kode er de mange tusinde programmeringslinier, som udgør en computerprogram, som ligger til grund for apps, Facebook portalen, OneDrive, computerspil, WhatsApp, osv.
Normalt vil virksomheder ønske at beskytte denne kode, fordi den fortæller hvordan deres apps, systemer, mv. virker. Det giver jo god mening, for der er ofte investeret millioner af timer i at udvikle disse programmer. Og virksomhederne lever jo af at sælge deres portal, spil og program.
Entusiastiske programmører går nogle gange sammen og bliver enige om at udvikle en pendant til disse programmer. De bruger deres fritid og skaber programmer, som de stiller gratis til rådighed for forbrugerne. Kildekoden kan alle undersøge, distribuere og modificere.
Open source-software er typisk understøttet af et stort samfund af udviklere og brugere, der kan tilbyde support, rådgivning og fejlfinding, hvilket kan give en bedre oplevelse for slutbrugere.
Mange offentlige organisationer, men også virksomheder, benytter disse open source programmer, blandt andet fordi disse programmer er gratis at benytte.
Open source = gennemsigtighed.
En anden fordel med Open Source er at kildekoden er tilgængelig for offentligheden. Det betyder at vi forbrugere reelt kan kontrollere softwaren for fx . eventuelle bagdøre ind til vores chats og billeder, at vores sundhedsdata ikke bliver kopieret og at vores personlige informationer ikke bliver delt med fx, TikTok.
Jeg er selv varm fortaler for besked tjenesten Signal. Signal er baseret på open source-princippet. Tjenester som iMessage, WhatsApp, Telegram fortæller forbrugerne at deres tjenester er krypterede og sikre, men de giver ikke mulighed for kontrol af kildekoden! Og kigger man historisk på de FISA-love, der fx. er indført i USA om indblik i private data, så kan det ikke udelukkes, at der reelt er en bagdør for NSA til vores private beskeder. Med tjenesten Signal sidder en masse sølvpapirshatte bærende nørder og kontrollerer at der ikke indbygges bagdøre i kildekoden.
Brug Open source programmer i stedet for dem du betaler for.
Der findes et væld af open source programmer, som tilmed er gratis at bruge. LibreOffice kan bruges i stedet for Microsoft Word, Excel, Powerpoint, Project, mv. Programmet Gimp i stedet for PhotoShop. Salome i stedet for AutoCAD. Brave i stedet for Chrome- eller EDGE-browseren.
Vil du beskytte dine data, så er der også mange muligheder, der kan hjælpe dig med dette.
Mange offentlige institutioner har eksperimenteret med at skifte til Open Source programmer, bl.a. for at spare dyre (skatte-)penge på licenser.
Jeg har samlet en liste med over 30 forskellige open source programmer, som du kan vurdere om du vil bruge. Listen finder du i dette blog indlæg.